Jeg skal være den første til at sige at psykiatrien sjældent gør en forskel. At der sker alt for mange fejl, at der er for mange patienter og for få kompetente ansatte, at medicin er en alt for stor del af behandlingen og at man oftest møder diagnosen før mennesket.
Men ret skal være ret. Når der er grund til at rose skal det gøres. Havde du for 3 år siden fortalt mig at jeg ville skrive det her blog indlæg havde jeg kigget hånligt på dig. Den gang var mit samarbejde med afdeling o2 i Horsens ikke eksisterende. Jeg hadede stedet inderligt, jeg følte mig hverken hørt, set eller mødt. Jeg begyndte i 2019 kampen for at få en udredning. Jeg var ret sikker på at den daværende diagnose ikke var rigtig. Jeg blev mødt med hån fra psykiatrien, beskeden om manglende sygdomserkendelse, manglende selvindsigt osv. Men jeg gav heldigvis ikke op og i 2022 lykkedes det mig endelig at trænge igennem. Min holdning var at hvis i vil stille en diagnose bliver i simpelthen nødt til at have et ordentligt grundlag at stille den på. Heldigvis gav afdelingens specialpsykolog mig ret og i efteråret 2022 blev jeg endelig og for første gang i psykiatrien udredt. Borderline diagnosen blev slettet, jeg fik min ptsd diagnose igen og vigtigst af alt jeg fik en autisme diagnose.
Det var en kæmpe sejr. Endelig kunne jeg genkende mig selv i de diagnoser, der er stillet. Min tillid til psykiatrien var i bund. Jeg stolede ikke på et eneste ord, de sagde. Afdelingen, som har været mit stamafsnit i 12 år tog tyren ved hornene og over tid er det lykkedes dem at skabe begyndelsen på tillid igen. At skabe tillid mellem patient og system efter så mange år med misforståelser, fejlbehandling, tvangssituationer og kaos kræver en indsats fra begge parter. Dette arbejde begyndte i det små i efteråret 2022. Desværre har jeg jævnligt haft brug for indlæggelser, både fordi jeg bliver overstimuleret af verden qua min autisme, men også fordi Horsens kommune har været lidt længe om at komme ud af starthullerne med støtte og fordi jeg er stødt ind i et par voldsomme retraumatiseringer.
Jeg har mødt afdelingen med stor skepsis og i 2022 og det meste af 2023 havde vi stadig en del større eller mindre sammenstød, der slog skår i det tillidsopbyggende arbejde. I foråret 2023 blev jeg tilknyttet et lille specialteam i afdelingen med en psykolog og 2 ansatte. Jeg har siden haft en ugentlig ambulant samtale med dem og ved indlæggelser er det psykologen, der er behandlingsansvarlig, Dette gør at jeg undgår at møde mange forskellige læger/behandlere og at jeg slipper for at skulle starte forfra ved hver eneste kontakt. Psykologen kender mig og ikke mindst mine triggere. Det gør indlæggelserne mere trygge og gør det meget lettere at samarbejde med afdelingen.
Et andet område, der altid har været ekstremt vigtigt og samtidig super konfliktfyldt er antallet af mennesker omkring mig. Tidligere synes filosofien at være at være at jeg ikke skulle blive for tryg, at jeg ikke skulle se de mennesker, jeg var tryg ved alt for meget, at det jo ikke skulle være for behageligt at være indlagt. Nu er aftalerne omkring mig lige modsat. Jeg ser så vidt muligt de samme få mennesker. Hvis det har været nødvendigt at sende ukendt eller mindre trygt personale ned til mig, sørger man for at man snarest muligt planlægger en vagt med super trygt personale. Jeg tror på at relationer er alfa og omega i psykiatrien. Der er fuldstændig faste aftaler omkring mig, der laves struktur dagligt. Jeg har min servicehund med mig under indlæggelse. Ham er der naturligvis også helt faste aftaler omkring.
Jeg har stadig meget at lære i forhold til at have tillid til psykiatrien og jeg tror aldrig den kommer helt. Men fra fuldstændig at nægte indlæggelser ved mindre, jeg blev truet med tvang til at tage imod 2 døgns planlagte indlæggelser med jævne mellemrum. De planlagte indlæggelser giver mening, da de giver en tiltrængt pause og også har en funktion i processen med at lære at kontakte afdelingen i tide, så ting kan tages i opløbet. 2 dages frivillig planlagt indlæggelse er trods alt noget federe end 3 mdr på tvang. På denne her måde kan jeg få en pause, holde kontakten med afdelingen, så jeg ikke når at blive bange for dem og samtidig ikke slippe min hverdag og alle de ting, jeg elsker i den.
Jeg bøjer mig i støvet for det arbejde, afdelingen har lagt i at gøre en yderst vanskelig, utryg, traumatiseret patient, tryg igen. Vi er på ingen måde i mål og desværre bliver jeg stadig alt for hurtigt trigget og går i forsvar. Men i modsætning til tidligere bliver jeg mødt og anerkendte i min utryghed og vi løser det sammen. Jeg er gået fra at være en patient, der var kendt for at være besværlig og krævende til for nylig at blive betegnet som nem. Ikke fordi mine udfordringer er nemme, men fordi jeg samarbejder alt hvad jeg overhovedet kan. Mit håb er at man måske i andre situationer, kunne lære af min fortælling. Og måske et andet sted forsøge med en anderledes tilgang til en ellers vanskelig patient.