Årene er gået siden den martsdag i 1991, der skulle vende op og ned på både mit og min families liv. Jeg var offer for en pædofil serieforbryder. Heldigvis sidder manden i dag bag lås og slå. Men den gang var han prøveløsladt og da han blev prøveløsladt igen, begik han endnu et overgreb. 3 pigers liv skulle helt eller delvist smadres før man fandt ud af at dette menneske var dysfunktionelt til at have gående frit. Jeg er dybt taknemlig for at hammeren endelig faldt. Men jeg forstår til stadighed ikke at jeg som offer for sådan et individ, har skulle have så dårligt et møde med systemet. Jeg forstår ikke at pilen skulle pege på mig, at det var mig der var noget galt med. Når jeg reagerede på traumetriggere skulle jeg bare tage mig sammen, der er ikke grænser for hvor mange gange, jeg er blevet anklaget for at lyve eller simulere, blot for at få opmærksomhed. Jeg har pådraget mig en del yderligere traumer på min vej gennem psykiatrien. Og det er ikke okay. Det bliver aldrig okay.
Heldigvis mødte jeg også gode mennesker på min vej. Desværre blev deres forsøg på at møde mig, hjælpe mig, rumme mig ofte ødelagt af andre, der mente at de vidste bedre. At jeg bare skulle rette ind, at jeg ikke skulle have min vilje. Det er den triste sandhed om langt det meste af mit møde med psykiatrien.
Tiden er en anden i dag. Jeg tog for snart halvandet år siden et meget pludseligt skridt ud i virkeligheden. Jeg forlod bostedet, for at sætte mine ben der igen. Og siden fik jeg livet tilbage. Jeg fandt ud af at jeg var så meget andet end det, min tid i psykiatrien gjorde mig til. Jeg fandt ud af at de få, fantastiske mennesker, jeg mødte på min vej i psykiatrien, faktisk havde ret.
Jeg er værd at holde af, jeg har en plads i livet, jeg må gerne være glad og vigtigst af alt…
Jeg er ikke forkert.
Ingen diagnoser, holdninger, tilgange eller andet definerer hvem jeg er. Jeg er stadig ved at lære denne nye, ukendte verden at kende. Denne verden, hvor jeg gerne må have grænser, hvor jeg gerne må sige fra, hvor jeg har ret til at have både føleser og behov. Jeg synes faktisk at denne mærkelige fantasiverden er et rart sted at være. For selv de svælre stunder, de hårde nætter med flashbacks, de mange traumetriggere bliver lettere, når blot man er tryg og glad i sin hverdag.
Jeg får støtte fra specialvejledningen i Horsens kommune og hvor ville jeg dog ønske at den tilgang, den respekt jeg mødes med her var den gængse tilgang overalt i psykiatrien. Hvor ville jeg ønske at man overalt, hvor man har med udfordrede mennesker at gøre, ville møde dem med nysgerrighed og et reelt ønske om samabejde. Jeg tror faktisk at hvis jeg var blevet mødt på denne måde mange år før, var jeg ikke røget så langt ned. Jeg var næppe blevet et problembarn, en svingdørspatient i psykiatrien, endnu en af de selvskadende piger. Alle former for uhensigtmæssig adfærd opstår af en grund. I stedet for at skælde folk ud, behandle dem som besværlige og uartige børn, adfærdskorrigerer eller hvad ved jeg, så burde man interessere sig for baggrunden for adfærden. Gå på opdagelse i adfærden sammen med borgeren. Jeg vil vove den påstand at ingen er født besværlige, ingen fortsætter en uhensigtsmæssig adfærd uden en grund. Jeg fik stoppet min uhensigtsmæssige adfærd for efterhånden længe siden. Men det gjorde jeg ikke pga af behandlingen i psykiatiren, det gjorde jeg på trods af. For i psykiatrien kommer man uheldigis ofte, uden at ville det, til at belønne den uhensigtsmæssige adfærd. Jo mere uhensigtsmæssig adfærd, jo mere støtte, jo mere syg er du og en ond spiral er begyndt.
At kæmpe sig ud af sin uhensigtsmæssige adfærd, men stadig at have det lige skidt, for så at opdage at uden din adfærd er du lidt mere ligegyldig. Støtten bliver skåret ned, du bliver sat længere ned på listen, når der skal planlægges. Dine aftaler kan lige pludselig aflyses eller ændres.
Lige der begår systemet efter min mening en af de største fejl. For det er faktisk meget meget lettere at blive hængende i den kendte adfærd end det er at bryde ud af den. At bevæge sig væk fra de kendte mønstre er skræmmende og ukendt land. Den proces burde være fulgt op med massiv støtte fra omgivelserne. Bosteder, psykiatriske afdelinger, ambulante behandlingstilbud burde sætte ekstra ind, når de stør med en borger der forlader de trygge mønstre, om det er spiseforstyrrelse, cutting, misbrug er for så vidt ligegyldigt. Men der hvor borgeren virkelig tager fat og går kontra, svigter systemet mest. For når du når din målvægt, når du for alvor kommer væk fra cutting så forsvinder støtten.
Det lyder helt absurd, men det er desværre sandt. At fastholde kursen på egne rystende ben, næsten alene i en ny og ukendt verden gør at rigtig mange falder tilbage i den gamle kendte adfærd. Jeg havde gudskelov min hest og mit netværk til at hjælpe mig igennem den svære proces, da systemet svigtede fatalt. Uden det var jeg faldet tilbage i den gamle trygge adfærd, for det var der støtten var. Ikke en optimal støtte, men et eller andet.
Jeg håber at der med tiden kommer mere fokus på denne del at problematikken. En problematik, der er langt mere kompleks end man lige regner med.